Bogen er  af  en kilde til nogen inspiration. Den keltiske spiritualitet er nok mest kendt fra sangen: Må din vej gå dig i møde. Må vinden være din ven og må solen varme din kind. Et åndsliv, hvor troen på, at naturen er udtryk for Guds omsorg og derfor går os i møde, er vores ven og varmer os, lovsynges på smukkeste vis.

Det var derfor med stor glæde og forventning, jeg begyndte at læse denne bog. Den første tredjedel synes jeg, det gik rigtig godt. En enkel og letforståelig inspiration fra denne flotte skabelsesteologi.

Men efterhånden blev jeg træt. I hvert af de 25 afsnit begynder forfatteren med at forklare, at Jesus gjorde sådan og sådan (byggede fællesskaber, levede nær naturen, tog sig af de fattige osv.) og den keltiske kirke (fra ca. år 400 til år 1000) gjorde præcis det samme. Medens næsten alle andre kirker er endt i bureaukrati, luksus og en slap ånd. Det er synd, at bogen bliver så ensidig.

Og en skam, at man vil dække 25 områder af troen, for dermed kommer man til at favne så bredt, at kun lidt fortælles til ende. Hvor kunne det være en god bog, hvis den handlede om det, kelterne er gode til: At forstå det skabte som Guds gave til sine børn.